Coop lukker 19 butikker landet over og sælger 35 butikker til en konkurrerende supermarkedskæde. Få overblikket over, om din lokale dagligvarebutik lukker.

Se her, hvilke Coop-butikker der lukker

Dagligvarekoncernen Coop meddeler, at de lukker 19 butikker over hele landet og sælger 35 butikker til en konkurrerende kæde. Det sker, efter at energiselskabet OK overtog halvdelen af Coop. Foto: Finn Frandsen
Dagligvarekoncernen Coop meddeler, at de lukker 19 butikker over hele landet og sælger 35 butikker til en konkurrerende kæde. Det sker, efter at energiselskabet OK overtog halvdelen af Coop. Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Coop meddeler i en pressemeddelelse, at koncernen sælger 35 butikker og lukker 19 butikker landet over.

»Vi har desværre for mange butikker, der giver underskud uden udsigt til, at udviklingen vender. Når vi enten sælger eller lukker disse butikker, får vi råd til at investere yderligere i butikkerne i vores fire eksisterende kæder og på den måde sikre bedre kundeoplevelser og en mere lønsom forretning«, siger Thor Skov Jørgensen, der er administrerende direktør i Coop, i pressemeddelelsen.

Tidligere på året overtog energiselskabet OK halvdelen af Coop, som står bag supermarkedskæderne Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365discount, der tidligere hed Fakta. Samtidig overtog energiselskabet beslutningsretten i koncernen. Aftalen mellem OK og Coop blev indgået i forbindelse med, at Coop de seneste år har blødt millionbeløb, hvorfor det blandt andet blev besluttet at lukke Irma.

Nu er der så kommet et nyt kapitel i lukningsfortællingen, hvor 35 butikker sælges til konkurrenten Salling Group, der står bag supermarkedskæderne Netto, Føtex og Bilka.

Se her, hvilke specifikke butikker der lukkes eller sælges.


Coop forhandler samtidig med udlejere om nedsættelse af husleje en række steder i hele landet. Men hvis ikke disse forhandlinger lykkes kan det resultere i flere lukninger af butikker, meddeler Coop i pressemeddelelsen.

Direktør fratræder, stillinger nedlægges og onlinebutik lukker

Stillingen som koncerndirektør med ansvar for Kvickly, SuperBrugsen og Brugsen nedlægges. Koncerndirektør Allan Kristoffersen fratræder derfor stillingen. Det sker, da koncernen fremover vil samle ansvaret for butikkerne SuperBrugsen og Kvickly under én kædedirektør, én for Brugsen og én for 365discount.

»Jeg har stor respekt for Allans indsats i Coop gennem mange år. Men med den nye struktur er Allan og jeg blevet enige om, at det er den bedste løsning i den situation, Coop står i nu«, siger Thor Skov Jørgensen.

Samtidig vælger butikskæden at lukke onlinebutikken Coop.dk i løbet af 2025. Coop vil dog fortsat videreudvikle på Coop-appen og den digitale selvbetjening Scan & Betal.

»Vi har stadigvæk mere end 900 butikker, og de får nu fuldt fokus. Både i forhold til at levere de varer, kunderne efterspørger, til at kunne tilbyde konkurrencedygtige priser og til at skabe butikker, kunderne elsker at handle i«, siger Thor Skov Jørgensen i pressemeddelelsen.

Som konsekvens af ovenstående samt en generel strukturel forenkling på hovedkontoret nedlægger koncernen cirka 170 stillinger.

»Vi må desværre sige farvel til en række gode kollegaer, som jeg gerne vil sige en stor tak for indsatsen«, siger Thor Skov Jørgensen.

Stella Buur Rasmussen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her