Den dag, jeg besluttede mig for at drosle ned for mit mobiltelefonforbrug, eskalerede det totalt. Som alkoholikeren på vej til afvænning, der i frygt for aldrig at kunne drikke mere går sanseløst til flasken. Eller måske mere rigtigt: Som dagligdagsidioten, der tror, at han nu er i kontrol, og som belønner sig selv for at have taget så moden en beslutning. Se, jeg er bevidst om mit bevidstløse dødsforbrug og kan stoppe, når det passer mig. Det er så pinligt, det er simpelthen så pinligt.
I slutningen af 1990’erne, da mobiltelefonen dukkede op hos alle, opfandt en af mine venner udtrykket debiltelefon helt uvidende om, hvor sørgeligt ret han ville få.




























