Det var først og fremmest den russiske invasion i Ukraine, der flyttede projektet fra tanke til handling.
Nok havde Erik Kristiansen længe overvejet fornuften i et kriselager i privaten, så han kunne klare sig, hvis vejret gik amok, eller hvis ondsindede hackere skulle lægge hele strømforsyningen ned i et af de digitale overraskelsesangreb, der med jævne mellemrum rammer danske virksomheder og forsyningsselskaber.