Pudder kender de fleste af os som noget, man bruger i ansigtet. Og på babyers røde numser. Men i de senere år er der også kommet pudder til håret. Hårpudder hedder det slet og ret, selvom du også kan støde på det som ’styling powder’ eller ’dust powder’.
»Det er et smart produkt, som de fleste kan bruge, både i kort og langt hår. Men brug lidt ad gangen«, lyder det fra mangeårig frisør og testdommer Xenia Nordblom, der selv har kort hår.



























