Et slagsmål om en riflet kaffekop med silikone har onsdag fået sin afslutning i Østre Landsret.
Bodum har med sin Douro-kop med silikone krænket ophavsretten for en lignende kop fra Royal Copenhagen, fastslår Østre Landsret i en dom.
Sidste år besluttede Sø- og Handelsretten, at Bodums kop skal tilbagekaldes og destrueres. Og det er landsrettens dommere enige i.
Samtidig tilkender landsretten Fiskars, som ejer Royal Copenhagen, et vederlag på i alt 100.000 kroner.
Ifølge Bodum er det de ’kulturgeografiske landskabskonturer i den portugisiske vindal omkring floden Douro’, som har inspireret til designet af producentens ’Douro’-kop.
Opfattelsen hos Fiskars var derimod, at ’Douro’-kruset er en efterligning af Royal Copenhagen-koppen ’Contrast’.
Og landsretten giver Fiskars ret.
»Ligheden er så betydelig, at den må anses for tilstræbt, og den må anses for at medføre betydelig risiko for forveksling hos den relevante forbrugskreds«, lyder det i dommen.
ritzau
fortsæt med at læse




























