Har man fået trukket penge for sit køb to gange, vil pengene være tilbage på kontoen senere fredag.

En teknisk fejl hos Nets har ført til dobbelttransaktioner

En teknisk fejl hos Nets har gjort, at kunder i Danmark, Sverige og Norge har fået trukket penge for et køb to gange.

Det skriver Nets på sin hjemmeside.

Ifølge Nets vil fejlen være udbedret senere fredag, hvor de transaktioner, der er foretaget ved en fejl, vil være slettet.

Nets udbyder betalingsløsninger og står i Danmark bag dankortet og betalinger med Visa og Mastercard.

Ifølge pressechefen hos Nets, Peter Glüsing Pedersen, blev fejlen opdaget i går.

»Jeg ved ikke, hvor mange det handler om, men taget i betragtning af, at vi dagligt har omkring en håndfuld millioner transaktioner, er det en meget lille del af dem. Vi taler om et par tusinde i Danmark«, siger han.

Opdager man, at der er blevet lavet en dobbelttransaktion, kan man kontakte sin bank, oplyser han videre.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her