Gråt og stille vejr har sendt ugens elpriser op på det højeste niveau siden december 2022.
Det skriver elselskabet Norlys i en pressemeddelelse.
Den rene elpris nåede op på 1,8 kroner per kilowatt-time i Vestdanmark og to kroner per kilowatt-time i Østdanmark for ugen.
Sidst elprisen nåede et højere ugentligt gennemsnit, var i uge 51 i 2022, hvor elprisen for begge dele af Danmark var på 2,9 kroner per kilowatt-time.
Årsagen til ugens elpriser skal blandt andet findes i det såkaldte dunkelflaute.
Dunkelflaute er en periode, hvor der både er lav produktion af vind- og solenergi.
»Denne uge har vist, hvor stor betydning vejret efterhånden har for vores elpriser. Når både vinden og solen svigter i store dele af Europa på samme tid, bliver den billige vedvarende energi en mangelvare«, siger Ellen Trolle, der er direktør i Norlys’ energiforretning, i pressemeddelelsen.
Hun peger på, at lavere produktion fra vindmøller og solceller betyder, at gaskraftværkerne skal levere mere strøm.
Krigen i Ukraine og krigen i Mellemøsten har været med til at presse priserne på gas op.
Der er dog stadig et stykke til topniveauet fra 2022, hvor prisen ifølge Norlys nåede helt op på 4,35 kroner per kilowatt-time i gennemsnit for en uge.
»Det er en god anledning til at finde de gode elsparevaner frem igen. Kan man vente med opvaskemaskinen eller opladningen af elbilen til de billigere timer, er det en enkel måde at holde elregningen lidt nede på«, lyder det fra Ellen Trolle.
Den rene elpris indeholder ikke tariffer, abonnementer og tillæg.
Søndag vil den rene elpris være dyrest klokken 19.
Her topper den med 2,4 kroner per kilowatt-time i Vestdanmark og 2,6 kroner per kilowatt-time i det østlige Danmark.
ritzau
fortsæt med at læse