Selv om EU netop har strammet sanktionerne overfor Myanmar, og indført en boykot af træ og rubiner, så er det ikke muligt at oplyse forbrugerne om, hvilke virksomheder, der handler med militær-juntaen.
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) oplyser i et svar til Socialdemokraternes medlem af Folketingets Europa-udvalg, Mette Gjerskov, at der ikke findes 'standard lister' over virksomheder, der importerer fra landet. »Der kunne fremstilles lister på baggrund af toldpapirer. Disse lister ville ifølge lovgivningen kun kunne bruges i fortroligt myndighedsøjemed og må ikke publiceres. Danske forbrugere må derfor bruge de oplysninger, der er tilgængelige via medierne«, skriver Per Stig Møller.



























