I forhold til de sidste par ugers lidt sløje frembringelser var der klart fremskridt denne uge.
Og det var en ganske spændende samling af vine, der bød på flere hvide vine og en dessertvin. Faktisk var ikke mindre end halvdelen af vinene hvide, hvilket er bemærkelsesværdigt på denne tid af året. Skulle man finde det ideelle at servere til disse hvide vine – over en bred kam – må det være ost. For tre af vinene var halvsøde/halvtørre, og en var regulært sød.
Sidstnævnte, en Sauternes (eller rettere Barsac, men for en stund ser vi stort på denne forskel), kunne også betragtes som en dessertvin med sin tydelige sødme og lette friskhed fra syren. Disse søde Bordeaux-vine er rigtig fine til mange slags oste, herunder blåskimmeloste, der fordrer en del sødme i vinen.



























