Til sommer får danske bilister mulighed for at klage over besværlige brugtvognsforhandlere og mærkværdige mekanikere. I dag er bilisternes eneste muligheder domstolene eller Forbrugerklagenævnet, der kun behandler klager over biler, som har kostet under 100.000 kroner. Og nævnet beskæftiger sig slet ikke med klager over mekanikere. Men snart lancerer FDM sammen med en samlet autobranche hjemmesiden bilklage.dk, hvor bilister kan få behandlet klager over både de dyre dytter og mekanikermakværk. »Modellen giver en hurtig og ubureaukratisk afgørelse. Og vi føler os sikre på, at forbrugerne vil blive bedre stillet, end de er i dag«, siger Thomas Møller Thomsen, administrerende direktør hos FDM. Kort sagsbehandling Sekretariatet og en juridisk dommer er allerede på plads. Men Thomas Møller Thomsen vil ikke ud med en dato for lanceringen, da it-systemet endnu ikke er færdigudviklet. Men klagenævnet er senest klar til sommerferien, forsikrer direktøren. Bilklage.dk kommer til at foregå via internettet, hvor de stridende parter skal forsøge at opnå forlig gennem indlæg på hjemmesiden. Hvis det ikke lykkes, vil sagen blive afgjort i nævnet på et månedligt møde. Nævnet kommer til at bestå af repræsentanter for de stridende parter samt en juridisk dommer. »Hele det bærende element i systemet er, at forbrugeren kan se frem til en afklaring på sin situation i løbet af meget kort sagsbehandlingstid. Det bryder med de traditionelle ankenævn, hvor sagerne kan tage mere end et år for at få dem afgjort. Og der er altså ikke ret mange forbrugere, som kan undvære en bil i et år«, siger Thomas Møller Thomsen. Forhandling er forudsætningen Hos bilklage.dk skal forbruger og virksomhed selv oplyse om sagen og forsøge at finde et forlig, inden en egentlig behandling af klagen gennemføres. »Det er et frivilligt ankenævn, og når vi har fået nogle erfaringer, er vi helt sikre på, at vil vi blive godkendt. Men i udgangspunktet er det ikke et formelt godkendt ankenævn, fordi vi ikke bygger et stort sagsbehandlingsapparat op, hvor det tager to-tre år at få sagerne afgjort. Vi har lavet et andet system som bygger på partshøring og forhandling. Vi forudsætter, at man forsøger at finde forhandlingsløsninger inden nævnet kommer ind og træffer afgørelser«, siger Thomas Møller Mortensen. Koster penge at klage Den uafhængige forbrugerorganisation Forbrugerrådet er repræsenteret i en række andre private klagenævn. Men rådet har ikke lyst til at deltage i bilklage.dk, som de mener har en række mangler. De hæfter sig ved, at det vil koste klageren 500 kroner at rejse sagen, ligesom klageren i mange tilfælde skal være indstillet på at slippe 1.000-2.500 kroner for en sagkyndigrapport, udstedt af et godkendt autoværksted. Den kritik forstår FDM dog ikke. »Den tabende part skal betale et gebyr til ankenævnet. Og det er det, der får ankenævnet til økonomisk at køre rundt. Folk klager kun, når der er noget om sagen. Og så er det måske fair nok, at man lægger pengene ud. Det er måden, hvor man kan få en hurtig afgørelse. Vinder man sagen, får man jo alle sine penge tilbage«, siger Thomas Møller Thomsen. »Bilklage-light« Forbrugerrådet er også utilfredse med, at det er frivilligt, om de ikke-autoriserede bilforhandlere vil omfattes af ordningen. Den helt store knast er dog, at rådet er bekymret for, om klagerne får en ordentlig sagsbehandling. »Det væsentligste kritikpunkt er, om forbrugeren får sin sag ordentlig belyst. I en domstol er du repræsenteret af en advokat. Her er det klagenævnets sekretariat, der skal sikre den belysning. Og det er vi kritiske overfor. Derfor kalder vi det en ’bilklage-light’ version, som branchen har stillet op med. De er, forståeligt nok, bekymrede for, at det bliver hundedyrt«, siger afdelingschef i Forbrugerrådet, Karsten Kolding. Afdelingschefen forklarer, at de ikke bakker op om klagenævnet, netop fordi de mener, at omkostningerne til sagsbehandlingen er presset så meget i bund, at det går ud over klagerne. »Vi er bekymrede for, om retssikkerheden ryger for klageren. Der er kun en ting, der er værre end ikke at have en klagemulighed. Og det er at have en klagemulighed, der ikke belyser sagen ordentligt. Og det er det, vi frygter her«, siger Karsten Kolding.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Da jeg slettede Instagram, stod jeg pludselig med et uforudset problem
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























