Det kan være svært at se, om dine splinternye Converse-sko passer dig, eller om din makeup er den rigtige uden at bryde emballagen på den pakke, du så spændt har ventet på fra eksempelvis London.
Alligevel tror 52 procent af de pligttro danskere fejlagtigt, at de selv hænger på portoen, hvis deres varer er forkerte og skal sendes retur. 35 procent tror, at bordet fanger, hvis de har brudt emballagen på varen; skriver 24timer. Det viser en ny undersøgelse foretaget af TNS Gallup for Forbrugerstyrelsen.
Emballagen kan brydes
»I en butik kan man se og røre ved varen, før man beslutter sig. Det kan man ikke, når man handler over nettet. Derfor har man næsten altid lov til at bryde emballagen, før man beslutter sig. I særlige tilfælde kan sælger forlange, at forseglingerne er ubrudte, hvis varen returneres – og så er det sælgers ansvar at gøre tydeligt opmærksomt på det,« siger Tanja Franck, direktør i Forbrugerstyrelsen til 24timer og fortsætter:
»Reklamationsretten er ens, hvad enten varen er købt i en fysisk butik eller på nettet, og sælger skal dække ekstra udgifter til porto.«




























