Hvad er det for et lille væsen, der ligger derinde? Er det en dreng eller pige? Ligner dens næse min eller faderens? Har den det godt?
Med de spørgsmål og tanker i hovedet vælger mange par, der venter barn, at opsøge private klinikker, der foretager tredimensionale skanninger af gravide maver.
På den måde får de et mere detaljeret kig ind til barnet end ved de skanninger, de får tilbudt i det offentlige system. Udfyld ventetiden
Siden 2004 har det offentlige haft pligt til at tilbyde de gravide en todimensional skanning af fosteret omkring uge 12 og igen omkring uge 19.
Men for mange er det ikke nok at se deres barn i fladt tværsnit, og de føler måske, at der er for lang ventetid fra uge 19 til fødslen omkring uge 40. De vælger derfor at betale sig fra ventetiden med den tredimensionale oplevelse af den ufødte. Her kører en læge, jordemoder eller sygeplejerske skanningshovedet rundt på maven, mens forældrene på en tv-skærm kan se med ind bag maveskindet og få svar.




























