Selv om prisen på korn, mælk og andre råvarer de seneste måneder er styrtdykket på de internationale råvarebørser, kan forbrugerne ikke aflæse det på prisskiltet i supermarkederne.
Den danske landbrugskommissær i EU, Mariann Fischer Boel, er så forbavset over uoverensstemmelserne mellem råvarepriserne og forbrugerpriserne i en række EU-lande, herunder Danmark, at hun vil kulegrave, hvor pengene havner. Det sker i et tæt samarbejde med EU's hårdtslående konkurrencekommissær, Neelie Kroes. Det skriver Jyllands-Posten.



























