Det skulle være den helt store bryllupsfest. Men pludselig bliver brudgommen alvorligt syg og må aflyse gildet i sidste øjeblik.
For brudeparret ville det normalt betyde, at de har tabt en masse penge på mad, bordpynt og festlokale. Med mindre de har tegnet en festforsikring, som forsikringsselskabet Midtjysk Forsikring er begyndt at specialisere sig i.
»I dag risikerer værten eller bryllupsparret at miste det meste af festbeløbet, hvis festen aflyses i sidste øjeblik. For uanset hvad, så skal den professionelle festarrangør jo have dækket sine udgifter til lokaler, mad, blomster osv«, siger direktør Carsten Møller Pedersen, Midtjysk Forsikring.



























