Genbrugsmarkedet sætter rekord

Lyt til artiklen

På en travl dag bipper der en ny annonce ind på den elektroniske genbrugsplads ’Gul og Gratis’ hvert andet sekund.

I gennemsnit sætter danskerne her 18.000-20.000 genstande til salg om dagen. Det er en stigning på 50 procent i forhold til samme tid sidste år. Tendensen går igen hos konkurrenten ’Den Blå Avis’; her er antallet af elektroniske annoncer steget med 37 procent i forhold til året før. Flere gæster og udsolgte stadepladser Det er ikke kun interessen i at tjene lidt på børnenes glemte spillekonsol eller vinterjakken fra sidste sæson, der tager til. Vi køber også i højere grad brugt. Besøgstallet på ’Gul og Gratis’ er i år steget til 100.000 om dagen mod 77.000 sidste år, og i en rundringning til et udvalg af landets store loppemarkeder melder arrangørerne om både flere gæster og udsolgte stadepladser. »For et par år siden var det kun fattigrøvene, der solgte og købte brugt, men i dag er villaejeren, der har en stor bil stående i garagen, også kommet med på bølgen«, siger Richard Wraa, der er chef for de digitale medier på Fynske Medier, herunder ’Gul og Gratis’. Den pænere middelklasse er også med Det billede nikker fremtidsforsker Marianne Levinsen genkendende til. »Holdningen til genbrug har ændret sig, og trenden har spredt sig til flere grupper. Det er ikke længere kun krejlerfolket og de unge, der synes, det er sjovt, men også den pænere middelklasse«, siger hun. Den økonomiske krise har spillet en vigtig rolle i den udvikling: »Jeg plejer at kalde perioden fra 2003 til 2007 for dansen om guldkalven. Alt skulle helst være splinternyt, dyrt og strømlinet. I dag behøver det ikke længere være det dyreste dyre. Man kan sagtens finde noget brugt, der er mindst lige så fint, og det er der ikke noget skamfuldt ved«, siger Marianne Levinsen. Den Blå Avis spurgte i november sidste år 3.400 af sine kunder om deres grunde til at handle brugt. Muligheden for at tjene lidt ekstra penge var blandt de hyppigste svar. Men en stor del svarede også, at de handlede brugt for at skåne miljøet. Udsolgte loppemarkeder Genbrugstrangen har også fået nye loppemarkeder til at skyde op. Det fortæller Torben Kahr, som de sidste 30 år har udgivet ’Markedsbogen’, en oversigt over landets loppemarkeder både i bogform og på hjemmesiden markedskalenderen.dk. »I løbet af det sidste år har jeg modtaget dobbelt så mange annoncer for loppemarkeder som året før. Der er især kommet flere af de spontane markeder, som småforeninger, private og skoleklasser afholder«, siger han. Og det er måske meget godt, at antallet af loppemarkeder stiger, for en stor del af de etablerede markeder har allerede udsolgt de fleste af deres stadepladser for sommeren. »Vi er begyndt at sælge stadepladser til sommeren, og vi er nærmest blevet kimet ned. Hele maj og juni er allerede udsolgt«, fortæller Inge Jørgensen, der bestyrer Lyngby Loppetorv.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her