Spænd ben for de professionelle cykeltyve og lås cyklen fast. Sådan lyder opfordringen fra Dansk Cyklist Forbund og låsefirmaet ABUS. Men det er faktisk ulovligt at låse cyklen fast til byudstyr som bænke, skilte og pæle.
Bander af professionelle cykeltyve kører omkring i store ladbiler og tager de to-hjulede tyvekoster med på deres vej. Alene i 2009 blev 80.000 cykler stjålet.
Derfor opfordrer Dansk Cyklist Forbund sammen med låsefirmaet Abus og forsikringsselskabernes erhvervsorganisation, Forsikring og Pension danskerne til at låse deres cykler fast til genstande som skilte og stativer.



























