Ingen griner nu af Smartguy

FOR/BAGSIDE - Netbutikken Smartguy er lækker på nettet. I virkeligheden er det bare et lager, som billedet til højre viser.
FOR/BAGSIDE - Netbutikken Smartguy er lækker på nettet. I virkeligheden er det bare et lager, som billedet til højre viser.
Lyt til artiklen

Omgivet af vestsjællandske, udkantsdanske marker har en erhvervssucces til huse.

Håndværkeres puslen med en ny lagerhal og administrationsbygning på i alt 4.300 kvadratmeter vidner om, at vækst er mere end et politisk slagord i Jyderup og nethandelsfirmaet Smartguy.dk. Kørt træt
At det er kommet så vidt, turde medstifteren af Smartguy.dk ikke drømme om for ti år siden. Christian Bjerre Kusk var kørt træt i shippingsektoren, som han havde uddannet sig ind i. I stedet tog han arbejde i faderens herretøjsbutik Poul Kusk inde i Jyderup Midtby. Dengang i slutningen af 1990’erne boltrede fætteren, Nicolai Kærgaard, sig i den boomende amerikanske it-branche. Til en familiekomsammen spurgte fætteren, om ikke man kunne sælge tøj over internettet. Christian Bjerre Kusk købte straks ideen, men faderen var mere skeptisk. Til sidst lod den ældre generation sig dog overtale til, at de to unge partnere kunne få lidt plads i kælderen til at starte et postordrefirma over det der internet. »Det gik meget langsomt i starten, for markedet var ikke klar. Ingen troede på os, da vi sagde, at forretningsplanen var at omsætte for 10 millioner kroner. Leverandørerne grinte ad os, og da tilpas mange havde grint, holdt vi op med at nævne de 10 millioner. I stedet holdt vi det bare som en intern målsætning«, husker den nu 38-årige direktør Christian Bjerre Kusk. Hugo Boss med på vognen I dag – ti år senere – er den årlige omsætning mangedoblet til et hemmeligt trecifret millionbeløb. Listen over ansatte er inden for det seneste år blevet næsten dobbelt så lang og tæller nu 180 navne. Smartguy.dk er ekspanderet til at omfatte Smartgirl.dk, Smartkids.dk og Smartmen.dk; et udtryk for, at virksomheden, ud over moderigtigt tøj til mænd, sender børnetøj, damesko, lingeri, solbriller og meget mere ud til mange af de en million besøgende i netbutikken hver måned. »Årsomsætningen i min fars butik var vel, hvad vi nu omsætter for på få dage«, siger Christian Bjerre Kusk med et grin. De himmelstormende kurver på Christian Kusks regneark gør, at Smartguy.dk er med i opløbet til at vinde prisen Årets Entreprenør 2010, som det globale konsulentselskab Ernst & Young uddeler i dag. 2.000 pakker om dagen
Mellem tøjstativer og hylder i den 3.400 kvadratmeter store lagerhal summer snesevis af ungarbejdere rundt. En lyshåret pige fjerner en trøje fra et stativ, skanner stregkoden ind på en lommecomputer og gør varen klar til pakning og forsendelse. Det sker 2.000 gange hver dag hele ugen. Smartguy.dk og de andre grene af virksomheden forhandler nu 500 forskellige varemærker. Christian Bjerre Kusk fortæller, at luksuriøse leverandører som Hugo Boss og Ralph Lauren nu også har meldt deres ankomst på den digitale handelsplads. »Tøjbranchen er nu engang sådan indrettet, at man skal have etablerede mærker, før man kan få nye. Det er en stige, man skal klatre op ad«. I nethandlens spæde dage anså branchefolk og analytikere tøjsalg over nettet for usandsynligt, fordi brugerne ikke kan føle kvaliteten og tjekke pasformen. Men Smartguy.dk’s voldsomme vækst har sin del af æren i, at tøj og sko nu topper listen over ting, som danskerne køber på nettet. Ifølge den seneste e-handelsanalyse bliver tøj og sko sendt ud til de klikkende forbrugere i en ud af ti handler. Det giver baghjul til mere klassiske netkøb som flybilletter, elektronik, bøger og musik. »I et stille øjeblik kan vi da godt være stolte over udviklingen. Men der er så mange nye udfordringer, at vi bare skal videre. Hvis vi står stille, bliver livet meget sværere om fem år, når der vil være flere etablerede spillere på markedet«, siger entreprenøren. Fra .dk til .com På hjemmemarkedet er næste trin på stigen lanceringen af Smartwoman.dk og Smartsport.dk i 2011. Men fremtidens tocifrede vækstrater skal i endnu højere grad sikres gennem et internationalt gennembrud. I dag sender Smartguy.dk ganske vist varer fra Jyderup ud til hele Norden, men for at få endnu flere europæiske kunder lancerer virksomheden snart en svensksproget og engelsksproget hjemmeside. At springe fra at være en national spiller til at blive en global gigant kræver kompetente medarbejdere. Og ifølge Christian Bjerre Kusk er de rette folk ikke altid nemme at finde. Således har selskabet set sig nødsaget til at udlicitere dele af it-driften til Ukraine, ligesom jagten længe har været i gang på en ny indkøber og et tredje medlem af chefdirektionen. »Vi bor jo i det, der kaldes Udkantsdanmark, og som vi bliver større, skal vi have stadig mere specialiseret arbejdskraft. Derfor er det en større udfordring og en lang proces at finde de rigtige, der kan bringe os videre«, siger direktøren. Og videre skal Christian Bjerre Kusk, it-fætteren og Smartguy.dk. De nye bygninger, der giver plads til dobbelt så mange varer, bliver taget i brug efter nytår. Lagerpladsen er dermed blevet udvidet for fjerde gang siden den spæde start i faderens kælder for ti år siden. Men der er plads til endnu større armbevægelser, idet Kusk og co. har købt 50.000 kvadratmeter jord i den vindblæste vestsjællandske ødemark.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her