Regnvejr er dårligt nyt for cyklister - på flere måder. Når det regner, er det højsæson for cykelpunkteringer, og det er blandt andet vejrets skyld.
»Der er nogle små faktorer som spiller ind, når vi rammer cirka det her tidspunkt. Der er generelt mere regn på denne årstid, og den slår til små sten og glasskår så de vender den spidse side opad«, siger Christian Mathiasen fra Dansk Cyklist Forbund.
Samtidig virker vandet som en form for smøremiddel, der gør det lettere for de skarpe genstande, at gennembore cykeldækket.



























