Klirrrrrrrrr! Den andægtige stemning bliver for en stund afbrudt, og nogle af de mest autistiske drives ud af deres lukkede verden. Utroligt, hvor mange kvadratmeter der kan nås, når et krystalglas falder på et stengulv. Det er naboen, ham bagved, der er kommet til at vælte et af sine smageglas, hvis skår er smidt i alle retninger. Straks kommer en af de tjenende ånder farende, fejer op både her og der – og snart bevæger vi os alle igen ind i vores lukkede verdener.
Vi befinder os i den tyske by Wiesbaden til forpremiere på den nye årgang – 2010 – af de bedste tyske vine. En årligt tilbagevendende begivenhed, der giver en fin mulighed for at bedømme årgangen og afgøre, hvor i landet de bedste vine kommer fra.





























