Han fik et svejseapparat i konfirmationsgave, og i lang tid troede han, han skulle være fysiker.
Men af en eller anden grund endte den 32-årige Nikolaj Sonne som journalist og tv-vært. »Jeg ved ikke, hvad det var, der skete. Jeg har kammerater, der er ingeniører, og som hele tiden siger »Du skulle have været ingeniør, din store idiot««. I stedet bruger Nikolaj Sonne sin interesse for teknik i programmet ’So ein Ding’ på DR 2, der netop er vendt tilbage til skærmen.
Her tester han digitalkameraer, elektronisk campingudstyr og alskens andre dimsedutter og dingenoter, så vi ved, hvilken gadget der er bedst og smartest, før vi vidste, den var opfundet.





























