Klokken 07.55 er metrostationen Islands Brygge i København et rod af cykler, som ejerne har parkeret uden den store omtanke; nogle steder har vinden lagt dem ned som sammenfaldne korthuse, andre steder læner de sig op ad et hegn i op til fire lag.
En halv time senere står alle cykler i pertentlige rækker, hvor ikke et styr vender den forkerte vej. Poul Erik Kinimond er cykelbutler, og han har æren for, at pladsen nu fremstår velordnet. Han har tålmodigt gået og flyttet på cyklerne og sørget for, at de peger i samme retning i pladsbesparende skrå rækker.






























