Parrot Minikit + er en lille flad højtaler, der sættes fast i solskærmen. Efter forbilledlig nem tilkobling til smartphonen, kan man ringe helt håndfrit fra bilen. Dens smarteste trick er, at den kan stemmestyres på dansk, så når mobilen ringer, kan man tage opkaldet ved at sige ’Accepter’. Smart.
Derudover tænder den automatisk, når man sætter sig ind i bilen, og batteriet holder til imponerende 10-12 timers tale, før den skal en tur forbi cigarettænderen for at blive genopladet. Største ulempe er, at den er fesen til afspilning af musik, der afspilles via den indbyggede højttaler, da Parrot ikke kan sende lydsignalet ud på FM-frekvens som f.eks. Jabra Freeway eller TuneLink. Bedst til udelukkende håndfrie mobilsamtaler i bilen, men vælg en anden løsning, hvis du også vil have trådløs musik fra smartphonen i bilen. Smartphoneekspert Jørgen Rudbeck: Jeg faldt for den enkle betjening, flotte design, den danske brugerflade i talestyringen og så, at den er markant mere håndfri end Jabra Freeway. Dog duer den afgjort ikke til musik, men kan lige gå an, hvis du primært lytter til podcast eller taleradio på din smartphone.



























