Når man står over for at købe en kop kaffe, en sweater eller et tv-abonnement, oplyses prisen altid med moms. Men når man står over for at købe ydelser fra en maler, murer, tømrer eller elektriker, får man ofte oplyst en pris uden moms. Og det er ganske enkelt ulovligt. Politiken har lavet en stikprøveundersøgelse blandt 20 københavnske elinstallatører. Vi spurgte efter prisen på et eleftersyn i en privat lejlighed, og 12 af de 20 oplyste priser uden moms.
DEBAT Snyder håndværkere bevidst med priserne?
»Det er dybt kritisabelt, at 12 af 20 håndværkere ikke oplyser prisen inklusive moms. Hvis det er udtryk for et generelt billede, er der et stort arbejde for branchen. Over for forbrugerne skal prisen altid oplyses med moms«, siger Tina Dhanda, jurist i Forbrugerrådet.
Rådet får jævnligt henvendelser fra fortørnede kunder, som har fået en 25 procent dyrere regning, fordi håndværkeren udelod momsen i sit tilbud.
»På det tidspunkt, hvor man overvejer at købe varen, får man oplyst en forkert pris. Og så kommer det bag på mange, at de skal gange prisen med 1,25. På håndværksområdet er det særlig slemt, for arbejdet er udført, når man skal betale, ligesom det kan handle om rigtig mange penge«, fortsætter Tina Dhanda.
Masser af lovovertrædelser
Markedsføringslovens paragraf 13 siger utvetydigt, at der ved udbud af varer og tjenester til forbrugere tydeligt skal oplyses om den samlede pris – inklusive moms. Forbrugerombudsmanden er flere gange skredet ind over for firmaer, der markedsfører priser uden moms. Senest har et gulvfirma fået en bøde på 10.000 kroner. Sagen førte til, at firmaet angav 10 af sine konkurrenter for også at annoncere med priser uden moms.
Ombudsmanden fastslår, at loven også gælder mundtlige prisoplysninger.
»Forbrugeren skal kunne stole på de afgivne prisoplysninger, for ellers kan det være vildledende. Forbrugeren skal jo betale momsen, så det giver ingen mening at oplyse prisen eksklusive moms«, siger Tina Morell Nielsen, chefkonsulent ved Forbrugerombudsmanden.
Både ombudsmanden og Forbrugerrådet oplyser, at kunder med den rette dokumentation i hånden kan holde håndværkeren civilretligt fast på den annoncerede pris, uagtet udsagn om »eks moms«.
I stikprøveundersøgelsen spurgte Politiken elinstallatørerne, hvorfor de oplyser priser uden moms. »Det er en gammel vane eller tradition at oplyse priserne eks moms«, sagde et firma, mens forklaringen fra et andet lød: »Priser til virksomheder og på materialer opgives eks moms, så derfor opgiver vi også priserne eks moms til private forbrugere«.
En gammel uvane
Håndværksbranchen beklager den momsforladte prispraksis. El- og vvs-installatørernes brancheorganisation, Tekniq, frygter, at lovovertrædelsen ikke kun foregår i elektrikerfaget.
»Jeg har ingen berettiget forventning om, at vore brancher adskiller sig i væsentlig grad fra andre håndværk. Men det er vores opgave at minde dem om reglerne. Jeg tror, mange godt kender reglerne, men glemmer dem«, siger Jane Fischer, sekretariatschef i Tekniq.
Kunne man forestille sig, at nogen spekulerer i at udelade momsen?
»Det kan jeg ikke forestille mig. Det giver jo ærgrelser for både kunden og virksomheden, hvis der opstår en misforståelse om prisen«.
Også Håndværksrådet vil nu indskærpe reglerne over for sine medlemmer:
»Når kunder skal have en pris, er det kun relevant at oplyse den inklusive moms. Jeg vil ikke udelukke, at nogen gør det for at sælge mere, men for de flestes vedkommende er det nok bare en dårlig vane«, siger chefjurist Peter Andersen.




























