Mange af landets omkring 330.000 private naturgaskunder kan spare fra nogle få hundrede til 1.500 kroner om året ved at skifte til en anden naturgasleverandør.
Men det gør de ikke. Enten tror de ikke, at der er penge at spare, eller også er de helt uinteresserede i deres gasregning.
I hvert fald svarer hele 35 procent ’Interesserer mig ikke’ på spørgsmålet om, hvorfor de ikke har skiftet gasleverandør.
Liberaliseringen har måske ikke virket
Tallet stammer fra en undersøgelse foretaget af Userneeds for energiselskabet DCC Energi. Selskabet, der ellers fortrinsvis sælger fyringsolie og diesel, besluttede i foråret at gå ind på gasmarkedet, hvor forbrugerne siden 2004 frit har kunnet vælge leverandør.



























