Nye tal fra pesticidkontrollen viser, at kun 16 pct. af de danske stikprøver af frugt, grønt og korn har giftrester på sig, mens det gælder for mere end halvdelen af de udenlandske produkter. Sidste år fandt kontrollørerne kun giftrester på hver 13. danske tomat mod hver 3. udenlandske. Bare 5 pct. af alle danske salathoveder kom med giftrester mod 45 pct. af de udenlandske. Og mere end hver anden dansk agurk var giftfri mod hver 6. udenlandsk. Også danske kartofler, løg og gulerødder er langt mere giftfri end deres internationale artsfæller.
LÆS ARTIKEL Dansk Gartneri: Danske grøntsager er sunde
Seniorrådgiver Bodil Hamborg Jensen fra DTU Fødevareinstituttet, som udfører pesticidkontrollen, forklarer, at kontrollen igen i år viser, at danske produkter er mere rene end tilsvarende produkter fra bl.a. Spanien og Holland.
»Vi ser også, at de udenlandske produkter i forhold til danske oftere indeholder flere slags pesticider i samme prøve«, siger Bodil Hamborg Jensen.
Danske avlere holder igen
Både myndigheder, Forbrugerrådet, fødevareministeren og avlerne selv glæder sig over, at de danske frugt- og grøntsagsavlere godt kan finde ud af at holde igen med sprøjten.
Baggrunden er også, at danske avlere i årevis ikke har haft lov til at bruge så mange gifte som deres europæiske kolleger. I stedet gør de meget for at markedsføre sig på renere produkter.



























