Tusinder af slagtede kyllingeskrog bevæger sig langsomt fra rum til rum med hovedet hængende slapt nedad i omtrent 2 meters højde. Deres ben er fæstnet i gribekløer på et transportbånd, som kører vuggende gennem slagteriets store haller. Under den endeløse række af slappe kræ står slagteriarbejderne i deres hvide kitler og hårnet. De fleste bærer høreværn, der skal beskytte dem mod larmen fra industrimaskiner som den overdimensionerede cementblander i rustfrit stål, der dog viser sig at være en tumbler til neutralmarinering.
Svedne fjer og bjerg af hotwings
Lugt og duft skifter fra rum til rum. Næseborene møder alt fra blod over svedne fjer til den sødlige aroma fra bjerget af hotwings, som ligger og svupper i marinade, før de ryger i ovnen.
Hver slagteriarbejder har et klart afgrænset ansvar. Nogle sætter kyllingeskrog på knager, så fileteringsmaskiner kan befri brysterne, som ryger op på rullebåndet og videre ned i lilla plastikbakker. I et andet lokale skæres gumpene af. De kan sælges i Kina.
Andre medarbejdere står og sorterer pølser i vakuumplastikpakker med arabiske skrifttegn.
Og så er der de medarbejdere, som står for det allerhelligste: slagtningen.
Dukker op af gulligt vand De overraskende rolige og stadig levende fugle kommer gyngende med åbne øjne til slagterummet. Dyrene får dyppet hovederne i et halvanden meter langt stålkar fyldt med vand med strøm i. Bedøvede dukker de op af det gullige vand og møder slagtemaskinen, der skærer halsen over, så dybrødt blod sprøjter abstrakte plamager på et panel af stål. Et sidste ord med på vejen Politiken er på besøg på Rose Poultrys slagteri i Vinderup i Vestjylland. I dag slagtes en sending kyllinger fra ’De 5 gårde’ – der alene leverer 100.000 fugle om ugen. Men det er kun en lille del af produktionen på Roses i alt tre slagterier, som afliver, parterer og forarbejder ikke mindre 300.000 kyllinger om dagen – 130 millioner kilo fjerkræprodukter om året. Hvert eneste kilo er halal. Det vil sige, at kyllingerne skal have halsen skåret over og bløde, mens de stadig lever.





























