En boligejer fik husets varmeanlæg smadret, fordi lejerne ikke betalte varmeregningen midt i isvinteren. En anden fik en dom ved Vestre Landsret i september: Hans lejer kunne ikke siges op, så udlejeren kunne ikke flytte tilbage til sin andelslejlighed og måtte bosætte sig i en campingvogn. En tredje måtte betale 40.000 kroner tilbage i for meget opkrævet husleje.
Antallet af lejeboliger, som lejes ud af ganske almindelige boligejere, stiger på det fastfrosne boligmarked, hvor det er svært at sælge sit hus eller sin lejlighed. Desværre står historierne i kø, når boligeksperter skal beskrive, hvor galt det kan gå, når almindelige mennesker kommer i karambolage med lejeloven. LLO kan ikke rådgive udlejere På grund af den bristede boble på ejerboligmarkedet er der skabt en situation, hvor rigtig mange lejer ud i håb om bedre tider. Selv om Lejernes LO (LLO) altid er på lejernes side, mener organisationen, at det er vanskeligt for privatpersoner at finde ud af, hvad de må tage i leje.




























