Toppræstationer er noget, som den tidligere håndboldspiller er særdeles bekendt med. Og selv om det er 16 år siden, at hendes karriere som elitehåndboldspiller stoppede på grund af et smadret knæ, er hendes liv stadig centreret om toppræstationer. I dag sker det bare via kosten.
I den nye bog ’Min vej til et sundt liv’ fortæller 41-årige Anne Dorthe Tanderup, som er uddannet kostvejleder, om, hvordan hun sammen med en kok sammensætter kosten, så ægtemandens cykelryttere får de næringsstoffer, de har brug for for at performe optimalt og ditto restituere sig. Performance cooking og performance opskrifter, hedder det.




























