Bytteregler kan variere fra netbutikker til de fysiske. Politiken guider.

Guide: Sådan er reglerne for at bytte julegaver

Det er svært at gennemskue butikkernes byttepolitik. Vi guider til bytteregler, der kan være behjælpelige efter jul.
Det er svært at gennemskue butikkernes byttepolitik. Vi guider til bytteregler, der kan være behjælpelige efter jul.
Lyt til artiklen

Handel i fysiske butikker:

Der gælder ingen bytte- eller returret, medmindre butikken har lovet det. Ifølge købeloven er en handel en handel som ikke kan fortrydes. Men butikken kan give et løfte, som kan gives som en generel bytte- eller returret eller som en konkret aftale i det enkelte tilfælde.

Bytte- eller returrettigheder gælder derfor kun i den forretning, hvor varen er købt, medmindre butikskæden har lovet, at varen kan byttes i alle kædens forretninger.

Hvis butikken har fastsat en frist for bytte eller returnering, skal den overholdes.

Bytteret gælder kun ombytning til andre varer.

Returret betyder, at forbrugeren kan kræve købesummen tilbage. Butikken kan kræve dokumentation for, at varen er købt hos butikken eller kæden. Altså en kvittering.

For at kunne returnere en vare skal den være ubeskadiget og må ikke være brugt. Varen skal leveres tilbage i original emballage, hvis emballagen har betydning for varens værdi eller muligheden for at sælge varen igen.

Hvis varer som for eksempel musik og film er plomberet, må plomben ikke være brudt.

Handel i internetbutikker:

Lidt anderledes ser det ud ved handel på nettet. Ved handel på internettet er der i langt de fleste tilfælde en 14-dages fortrydelsesret.

Skal gavemodtageren kunne bytte gaven efter jul, er det i realiteten sjældent tilstrækkeligt med 14 dages frist. Mange netbutikker derfor tilbyder ligesom fysiske butikker deres kunder udvidet bytteret helt ind i januar.

Tjek som minimum handelsbetingelsernes afsnit om fortrydelse, reklamation og eventuelle særlige vilkår, inden du køber. Så slipper gavemodtageren også for en ubehagelig overraskelse, hvis det viser sig, at abonnementet, du har foræret, automatisk forlænger sig selv med et år.

Vær opmærksom på, at der gælder andre regler om fortrydelsesret hos udenlandske forhandlere. Er julegaven købt i en netbutik, der hører til i et EU-land, har du ligeledes 14 dages fortrydelsesret. Drejer det sig om en netbutik uden for EU, kan du ikke være sikker på, at du har ret til fortrydelse, hvorfor du altid skal tjekke den enkelte butiks vilkår og betingelser.

Kilder: Dansk Erhverv, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og e-mærket.

Helle Sindal

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her