Da Arrivas salgskontor på Skive Station 13. juni sidste år solgte en sjælden toggæst to returbilletter til Aarhus, satte de gang i en sag, som fremover får betydning for alle danske togpassagerer.
Togkunden var Lisbeth Ziegler, lærer i erhvervsjura på handelsskolen i Skive. Efter en mindre hjerneblødning nogle måneder forinden måtte hun ikke køre bil og ville derfor sammen med sin datter tage toget til en undersøgelse i Aarhus.




























