Rekordmange tilfælde af svine-MRSA blandt mennesker i den seneste tid får nu sundhedsminister Nick Hækkerup (S) og fødevareminister Dan Jørgensen (S) til at bede deres embedsmænd komme med en ny vurdering af, hvordan den multiresistente bakterie vil sprede sig.
»Udviklingen er meget alvorlig. Det er forfærdeligt at forestille sig et samfund, hvor vi står magtesløse overfor sygdomme, vi tidligere har kunnet behandle med antibiotika, så derfor finder vi det presserende at få en ny risikovurdering hurtigst muligt«, siger Nick Hækkerup (S).




























