Den lille Omaggio-vase med messingstriber, som Kähler udgiver i et begrænset antal i forbindelse med virksomhedens 175-års fødselsdag, bliver i disse dage revet væk fra butikshylderne og i e-handlen. Hos Magasin blev den udsolgt i butikkerne på få dage, ligesom den også er udsolgt hos Imerco.
Også på Kählers Facebookside kan man se opslag fra kunder, der brændende ønsker at vide, hvor de kan købe en vase, eller kunder, der allerede er blevet den lykkelige ejer af én. En kvinde deler eksempelvis et opslag på Kählers væg med et billede af både den store og lille jubilæumsvase og teksten: »Min nye 'baby'«.




























