Dreng og pige lægger makeup på dukke. Dreng og pige laver mad i plastikkøkken. Dreng og pige skyder med våben, laver perleplader og leger med racerbane i julekatalogerne fra BR og Toys’R’Us. Det er tydeligt, at legetøjskæderne har gjort sig umage for at imødegå de senere års massive kritik fra forbrugerne af, at legetøjskatalogerne fastholder de gamle stereotype kønsroller. Det vurderer professor i socialpsykologi ved Aarhus Universitet Dorte Marie Søndergaard:
»Der er taget et lille skridt i retning af at løsne kategorierne og give adgang for børn til forskelligt legetøj uanset køn«.




























