Der lyder et højt knæk, da testdommerne sætter tænderne i den iskolde chokoladeskal. De mørke flager spreder sig som splinter på bordet foran os, og den milde vaniljesmag bliver kaldt ægte, cremet og ekstraordinær.
For 26 år siden revolutionerede en aarhusianer markedet for ispinde. Magnum Classic var den første danskproducerede is, der blev til på et transportbånd; tidligere blev hver enkelt ispind støbt i en form. Desuden gjorde teknologiske landvindinger det muligt at producere en is med et endnu tykkere lag chokolade, fortæller isproducenten Frisko.


























