Anmelder Thomas Vigild: Hvad har du på i dag? Hvad synes du om arbejdsforholdene her? Og hvordan kom du på arbejde? Mængden af mærkværdige nærgående spørgsmål er konstant, for i selskabsspillet Spyfall gælder det basalt set om at krydsforhøre hinanden.
Alle spillere omkring bordet får et kort, der for alle undtagen én viser billedet af samme sted, f.eks. en zoologisk have, en rumstation eller en bank. Den sidste spiller har fået spionkortet og aner dermed ikke, hvor resten af spillerne befinder sig henne. Spillet gælder derefter om at stille forhørslignende spørgsmål til hinanden for at afsløre spionen og dennes uvidenhed. Omvendt kan spionen vinde spillet ved at gætte, hvor alle de andre spillere befinder sig. Således kan både spørgsmål og svar være afgørende og afslørende, uanset om man er spion eller ej.



























