Thomas Vigild: Julen er ikke blot hjerternes, men i år også stjernekrigens fest, for ’Star Wars’-legetøj har erobret kilometervis af reolplads i legetøjsbutikker verden over. Denne kuglerunde BB-8 robot er en af de mere huskværdige figurer i den kommende ’Star Wars’-film, og den er allerede ved den første rulletur rundt på gulvet et fascinerende veldesignet stykke legetøj – som en fjernstyret bil anno 2015.
Robotten skal først lades trådløst op i sin ladestation og derefter kobles via Bluetooth til en smartphone, der bliver dens avancerede fjernbetjening. F.eks. styres robotten rundt på gulvet alene ved at vippe smartphonen fra side til side, hvilket dog kræver tilvænning, for i starten banker man den rask væk ind i vægge og døre. Den er dog ganske robust og tydeligvis klart bygget til den behandling.



























