Thomas Vigild: ’Minecraft’ er kommet for at blive. Det svenskfødte byggespil har de seneste par år formået ikke alene at opretholde sin popularitet, men at øge den, hvilket i høj grad skyldes alle de ekstra funktioner, verdener, grafiske overhalinger og alskens andre modifikationer – bare kaldet ’mods’ – som spillere verden over konstant skaber til spillet. Gameband er dermed armbåndsuret til dem, der lever og ånder ’Minecraft’.
Udseendet lægger sig tæt op ad fitnessmålere som FuelBand eller FitBit, men GameBand er i sin kerne et usb-drev, der dels gemmer alle brugerens ’Minecraft’-verdener, dels med sit led-display på fronten fungerer som digitalt ur. Så snart GameBand sættes i en computer med ’Minecraft’ installeret, begynder det automatisk at tage backup af alle brugernes baner, modifikationer og verdener.



























