Vejrudsigten viser sol og begrænset skydække over det danske land i Kristi Himmelfartsferien. Og vejr med sommerfornemmelser kan måske få folk til at overveje at hive grillen frem fra gemmerne og tilføje grillkul og culotte-steg til indkøbslisten. I så fald er det værd at overveje, om ikke man skulle prioritere at komme forbi et supermarked på vejen hjem fra arbejde i dag.
For der kan være langt mellem butikker, der holder åbent på Kristi Himmelfartsdag. Det er nemlig kun en håndfuld af landets døgn- og discountkæder, der ikke lukker ned i anledning af helligdagen. De større butikskæder holder lukket torsdag. Om fredagen er åbningstiderne som normalt, da denne ikke er en helligdag. Resten af weekenden er åbningstiderne også som normalt.




























