I begyndelsen af april måned blev flere end 400 danskere ramt af roskildesyge med ondt i maven, opkast og diarre. Det var et af de senere års største udbrud af den fødevarebårne norovirus herhjemme. Og nu har myndighederne fundet kilden til smitten.
Det var fransk krølsalat af typen Lollo Bionda, der var årsag til de mange alvorlige mavetilfælde. Det skriver DTU Fødevareinstituttet på sin hjemmeside om resultatet af den undersøgelse, som instituttet har lavet sammen med Statens Serum Institut og Fødevarestyrelsen.




























