Børn skal ikke være ret gamle, før sodavand ikke bare er sodavand og spegepølse ikke bare spegepølse. Tit har de et favoritmærke, og når det er tilfældet, bliver der brugt mere af det pågældende produkt i familien, viser en analyse fra Landbrug & Fødevarer baseret på tal fra Gallups undersøgelser om børns forbrugsvaner.
I en spørgeskemaundersøgelse har børn i alderen 8-12 år, de såkaldte tweens – i samarbejde med deres forældre, hvis de er under 10 år – svaret på, om de har et enkelt favoritmærke, to-tre yndlingsbrands eller ingen favoritter inden for især mad, drikke, snacks og hygiejneartikler.




























