Når der skal serveres drinks på terrassen, vælger stadig flere af os klassikeren gin og tonic. Siden 2010 er salget af tonic femdoblet, viser tal fra Coop Analyse, der også afslører, at ginflaskerne har oplevet en tilsvarende stigning i samme periode.
»Gin og tonic er på mode. Derfor bliver markedet for tonicvand større i disse år. Danskerne har fået smag for en kraftigere tonic, der smager mere af kinin, og vi får også snart flere økologiske varianter«, siger analysechef Lars Aarup og tilføjer, at flere forbrugere gerne betaler lidt ekstra for en tonicvand af høj kvalitet.



























