Da Karla på 10 år oplevede, at en, hun ikke kendte, skrev »Karla, din fede so« til en af hendes videoer på Instagram, valgte hun at fortælle det til sine forældre.
»Jeg vidste ikke, at der skete mobning på internettet. Mine forældre kunne godt have fortalt mig, at jeg kunne blive mobbet, og at der er nogen, der kan følge mig, som ikke er specielt rare mennesker«, siger Karla på 10 år, der i dag udgør Politikens børnepanel sammen med tre andre fra 4. klasse på Skolen på Islands Brygge. De skal fortælle om, hvordan det er på sociale medier, når man er 10 år, og allerede har haft en mobil i et par år.




























