Mod øst kigger man hen over søerne ind mod city. Mod vest breder resten af Nørrebros tage sig ud. Og på den anden akse ses Planetariet for enden af Søerne og Østerbro i den anden retning. Der er med andre ord 360-graders fri udsigt hen over København, når man står på tagterrassen over adressen Peblinge Dossering 24.
»Man får en helt anden fornemmelse af byen, når man er oppe på taget. Når vi er på tagterrassen kan vi både høre og se, hvad der sker forholdsvis langt væk. Det er en helt speciel oplevelse«, siger Kræsten Bischoff, der bor i ejendommen med den ca. 70 kvadratmeter store tagterrasse med panoramaudsigt over byen.




























