Den er sikker hver sommer. At når væksten er størst og blomsterne flest, så går et stort antal voksne haveejere rundt i deres elskede haver og får øje på alt muligt forkert. Derpå tager de et billede af ulykken og skriver til Lørdagslivs brevkasse. I denne uge var der en halv snes spørgsmål fra læserne, og halvdelen af dem var jammer og klage. Jeg svarer på dem alle i denne spalte – og dermed på tusinder af tilsvarende spørgsmål:
Kai Nielsen har observeret huller i bladene på sin hasselbusk – hvad er det? Svar: Det kan være mindst 50 forskellige insekter og larver, der holder af at spise hasselblade. Jeg ved ikke, hvem der er synderen her, men det er også ligegyldigt, for det skader ikke hasselbusken, og man kan ikke gøre noget ved det.




























