Tænk, nu blomstrer de igen i fulde flor, har gjort det i lang tid og fortsætter, til frosten kommer. De lyserøde høstanemoner, der fylder et helt bed på 50 kvadratmeter og selvfølgelig har et fint latinsk navn, Anemone hupehensis, men som for mig altid vil være Bodils høstanemoner. For hver eneste gang, jeg kigger på bedet, som regel bare i forbifarten, så sender jeg en tanke til Bodil i Lund, der i sommeren 1989 gav mig en af mit livs mest uforglemmelige haveoplevelser. Hendes have var så smuk og så usædvanlig, at jeg omgående skrev om den og lavede fjernsyn om den, men det er 28 år siden nu og derfor glemt for længst af de fleste. Så længe holder en havehistorie ikke, hverken i ord eller billeder.
Men hendes høstanemoner gør og lever i bedste velgående. For da vi havde lavet tv i tre dage og skulle hjem igen, spurgte jeg, om jeg måtte få et par skud af de høstanemoner, hun gik og lugede imellem, fordi skvalderkålen blandede sig. Det måtte jeg da gerne, og så fandt vi en plastiksæk og gravede nogle rødder op, som kom med hjem til Djursland, selv om man ikke planter anemoner om på den måde midt på sommeren.
