Den første opskrift på marcipan stammer fra begyndelsen af 1600-tallet. Den indeholdt, ud over mandler og sukker, en revet citron og en mængde rosenvand. Siden dengang er opskriften blevet stadig mere forfinet, og prisen er kun gået én vej: opad.
»Marcipan har altid været forbundet med luksus. Dengang var det forbeholdt de få rige husholdninger, fordi det var tidskrævende at fremstille, sukker var dyrt, og mandler krævende at importere«, siger Caroline Nyvang, der har en ph.d. i historie og forsker i kogebøger.




























