Alt tyder på, at vi er i en gylden æra inden for brætspil. For nok sluger skærmene deres del af vores daglige opmærksomhed, men brætspil gør noget ganske unikt, som smartphones og tablets ikke kan.
Brætspil er ganske enkelt en legende invitation til delt opmærksomhed med familie og venner, fordi med et godt brætspil på bordet gælder det ikke kun om at vinde, men i lige så høj grad være til stede omkring en fælles oplevelse. Måske derfor er salget af brætspil steget, variationen er blevet større, og kvaliteten er forbedret de sidste par år. Legetøjsbutikker som Fætter BR og Toys’R’Us oplever ifølge firmaet TopToy bag dem kæder større efterspørgsel på legetøj, hvor børnene skal spille og udfordre hinanden. Samme tendens ses hos boghandlerne, hvor salget af børnebrætspil hos Bog og Idé-butikkerne ifølge kædekontoret Index Retail så en stigning i 2017 på omkring 25 procent for tredje år i træk, mens boghandlerkæden Arnold Busck ifølge TV2 Lorry har øget brætspilssalget med 30 procent fra 2015 til 2016, og stigningen fortsatte sidste år. Samtidig oplever brætspilscafeer øget interesse, og mange biblioteker har indført udlån af spil.



























