Det har taget tid at få skilt den gamle pladespiller ad, så vi kan se ind i den indre mekanik. Faktisk har Niels Monberg nået af få bagbeklædning vrikket af under pladespilleren, før det går op for ham, at der er en meget nemmere måde.
»Jeg har ikke prøvet at reparere sådan en før«, siger han uden at undskylde, mens han drejer en skive af i midten af pladetallerkenen og derefter løfter den af. Under tallerkenen dukker remme, tandhjul og små plastarme op.




























