Hvor mange liter te jeg har hældt indenbords gennem årene, tør jeg ikke gætte på, men min kærlighed til den varme drik er kun blevet større, som jeg selv er blevet ældre. Jeg trasker gerne mine feriedestinationer tynde efter te og bestiller mine favoritter hjem fra England, hver gang pundet falder. Jeg har smagt mig gennem en verden af earl greys for at finde min favorit, og jeg har gjort rigeligt med fejlkøb af forfærdelige frugtteer, fordi jeg hver gang glemmer, hvor parfumeret de kan smage.
Derfor er det med både skepsis og stor forventning, jeg afventer abonnementskassen fra netbutikken Te-salonen, som hver måned sammensætter en papkasse med te fra udvalgte producenter i ind- og udland og leverer den til dørtrinnet. Og jeg bliver ikke skuffet.



























