22.005 danskere har ved en fejl fremstået med en kreditadvarsel i et materiale, der er blevet sendt til flere virksomheder siden mandag den 28. maj.
Det oplyser Økonomi- og Indenrigsministeriets CPR-kontor.
Det er en programfejl i CPR-systemet, der har resulteret i, at der blev leveret data med forkerte oplysninger til virksomhederne.
Det var en af de berørte borgere, der gjorde opmærksom på problemet, fortæller Carsten Grage i CPR-kontoret.
»Vi fik en henvendelse i går fra en borger, som havde oplevet, at vedkommende fremstod med kreditadvarsel, da vedkommende skulle optage et lån«.
»Vi har undersøgt det nærmere og har i dag kunne konstatere, at der var tale om en programfejl i de programmer, der leverer data til blandt andet kreditvurderingsvirksomheder her i Danmark«, siger han.
Borgere, der har været berørt af fejlen, kan have oplevet problemer, hvis de har ville optage et lån eller købe på kredit.
Det kan have resulteret i, at de er blevet afvist med den begrundelse, at de har en kreditadvarsel i CPR.
Kontoret er blevet kontaktet af under fem personer, der har haft problemer efter fejlen.
Men hvor mange, der reelt er berørt at fejlen, er ikke til at sige med sikkerhed, lyder det fra Grage.
»Hvor mange, der har oplevet gener og vanskeligheder ved at optage lån som følge af det her, det har vi ikke de eksakte tal på«, siger han.
ritzau




























